ALTETTER HENRIK IBSENS "BRAND"
Altets tro tjener er ikke gal.
Den gule vokalen han hyler
i det blå, hyller en gud
som kryper umælende rundt kloden,
biter seg i hver bidige natt
og fiser dem ut av sola
som lys.
For verdens rasshøl er verdens lys.
Altets tro tjener er oppsagt. I. PÅ VIDDEN 1. PROLOG IM HIMMEL
2. MØTET MED ALMUEN
3. JES. 3,16
4. OFFERET
5. DEN NYE GUD FØDES
II. DER HVOR FJELDET STÆNGER 1. HUSLIGE SYSLER
2. LÆNGSEL EFTER DET ANDRE LIV
3. KAMP
4. KAPITULASJON
III. JULEKVELD I PRESTENS STUE
IV. VEJ LANGS FJELD VEGGEN 1. VALGETS KALK
2. TUNGE TALE
3. SYNDEFALLET
V. OPPE I SNEEN 1. HIMMEL OVER BERGEN
2. PRESTENS NAVN PÅ GYLDEN GRUNN
3. JES. 3,16
4. VALGETS KALK 1
5. OFFERET
6. OPPKLARING
LYSNING I. PÅ VIDDEN
1. PROLOG IM HIMMEL
Agnes: Brand, sortklædt, med stav og skræppe, kravler sig frem vestover. Oppe i sneen på fjeldvidderne. Tågen ligger tæt og tung. Det er regnvejr og halvmørkt. Kor: Folk! Akkordens ånd er Satan!
Det er viljen som gælder!
Viljens renhed, sjælens enhed, troens flukt!
Sjæl, vær trofast til det sisdte!
Sejrens sejr er alt at miste.
Evigt ejes kun det tapte! Et ejes,
som du ej kan skænke; det er dit eget indre selv.
Inad; inad! det er ordet! Did går vejen. Der er sporet.
Vær tro til det sisdte slutning, livkronen vinnes ej ved prutning!
Hvis du alt gav foruten livet, da vid at du har intet givet!
INTET eller ALT!
2. MØTET MED ALMUEN Brand: Nede ved fjorden med bratte bergvegge omkring. Den gamle forfalne kirke ligger på en liden bakke i nærheden. Et uvejer trækker op. Almuen, mænd, kvinder og børn er samlet i klynger dels på stranden, dels i bakkerne. Fogden sidder i midten på en sten der deles korn og levnetsmiddel ud. Nogle både ligger i fjæren. Brand kommer ud på kirkebakken uden at det mærkes av mængden. Agnes/Gerd:
O, jeg kan jer ud og ind.
Slappe sjæle, sløve sind!
Hele eders Fadervår
har ej såpas viljevinge
har ej såpas angstens drøn,
at deraf til himmels når, -
klangfuldt som en røst skal klinge Brand:
Ja, her er nød. 3. JES. 3,16 Gerd:
En til! Velkommen! Har de hørt om hungersnøden, flommen, tørken? Fem fiske små i armods ørken, gør intet måltid nutildags. Agnes:
Brand, her er uår, sult og sot, her ligger lig - Brand:
Jeg ser det godt. Mænd, I står ved vejens skille,
helt I må det nye ville! 2
I dag har Herren talt. Domsbasunen har i denne time skingret.
De bør vide, hvad land De lever i, hvad tid;
thi ingen fanger sejer i strid, har han ej tiden på sin side.
Se blot til kunstnerne, se digterne!
Tør de foragte samtidsplikterne?
Se vore krigere! En sabel
med sleben egg er her en fabel!
Hvorfor? Fordi der er en lov,
som byder, agt dit lands behov.
Sin særligjeld må hvermand tæmme,
ej højne sig og gå ej fremme,
men jevnt sig midt i massen gemme.
Human er tiden. Gerd:
Hvad vil I ved kirken nu?
Stasen, stasen eder lokker,-
sang af orgel og af klokker,-
lysten til at gennemrisles
af en høihedstales ild.
Der den hvisles, flommer, hegler
efter alle kunstens regler!
Væk med værket her er gjort!
Kun i Løgnen er det stort;
derfor må hans riger falle. 4. OFFERET Almuen stimler truende om Brand. En kvinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt nedover bakkerne. Brand går ned i en båd og løser sejlet. Hugger sig fast med bådshagen og råber til den fremmede kvinde. Agnes vender sig med blussende kinder. Einar griber fortvivlet efter hende. Båden støter fra land. Båden sejler. Almuen stimler sammen på høiderne og ser efter dem i stærk spænding. Gerd:
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver en skrælling legger slik en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
De vil nok ofre, Gud bevares!
Men livet, livet,- det må spares. Agnes:
Hvad var det skrig, som gennem stormen skar? Brand:
Det kom fra fjeldet. Agnes:
Der står Gerd.
Gerd:
Det var døden.
3
5. DEN NYE GUD FØDES Gerd: Udenfor hytten på næset. Det er langt på dagen. Fjorden ligger blank og stille. Kor:
Gud har mig rakt sin tunges stål
har i meg tændt sin vredes bål! Gerd:
Af disse hoder, disse hænder
et helt skal gå, så Herren kender
sin mand igjen, sit største værk,
sin ætling, Adam, ung og stærk! Brand:
Kun med blodets friske sprøjt
gjennem alle sindets årer
han deg til sin arving kårer! Agnes:
Eget hjerte,- det er kloden,
nyskapt og for Gudsliv moden;
der skal viljegribben fødes.
Der den nye Adam dødes. Gerd:
Lad de stærke samfunn gløde;
lad de andre give møde;
vi har ikke råd at bløde,-
vi er små, vi savner evne! Brand:
Plads på hele jordens hvælv Agnes:
til at være Kor:
helt seg selv! Gerd:
Nu står jeg i min viljes væld. Kor:
Nu tør, nu kan jeg knuse fjæld! II. DER HVOR FJELDET STÆNGER
1. HUSLIGE SYSLER Gerd: Tre år senere. En liden have ved prestegården. Høj fjeld-væg ovenfor, stengærde omkrin. Fjorden ligger trang og likket i baggrunden. Husdøren går ud til haven. Eftermiddag. Brand:
Nei! Se der -! Det er fogden kun, velvillig, væver, rask og rund, med hænderne i begge lommer, lig klammer om en parantes.
4
Gerd:
Goddag! Kun sjelden vi to sees, og sagtens jeg i utid kommer - Brand:
Træd indenfor. Gerd:
Takk; her er godt. Brand:
Nævn Deres ærind. Gerd:
Deres moer er håbløs syg, det gør mig ondt. Brand:
Jeg tvivler ej. Gerd:
Det gør mig meget ondt. Gerd:
Søn, er det dig? Brand:
Ja. Godag. Farvel, min tid er knap. Gerd:
Ja, du har alltid været rap. Brand:
Der hjemme så jeg aldri sol, fra løvet falt til gøgen gol. Gerd:
Gransk ikke, søn, din moders sin, men tag den arv når den blir din. Hold ætten oppe. Brand:
Og gælden? Gerd:
Hvilken gæld? Det er ej nogen gæld. Brand:
Guds bo har du forringet. Dit sjælelån har du forødet.
Den ånd som engang var bevinget, har du i myldret vingestækt.
Gerd:
Vær mig nær, prest. Brand:
Den sum af menneske som ble forskingret i en jordtræls strev,
kan betales ved en andens id. Anger eller døden. Gerd:
Kast midfjords barn af båden og bed at Gud vil signe dåden. Brand:
Søg skyggen du: Jeg er dig nær. Og jages du mod lys og himmel, kommer jeg.
Men vilkår setter jeg som du; skrid naken mod din grav. 5
Gerd:
Hvi ble min sjæl født i kød, når kødets elsk er sjælens død. Gerd:
Agnes, se til han som sover. Gerd:
Hej, her øves leg af kælne gjess på dette ørkenbrune gress! Agnes:
Hvad hilsning bær du? Gerd:
Den syges nød er vil og stor. Brand:
Alt? Gerd:
Søn, er ikke meget nok? Brand:
Meget? Alt var ment! Agnes:
Ej nogen sjæl kan alle favne, hvis han ikke først elsked en. Brand:
Den som er uden skyld skal leve. Ej alt? Gerd:
Ni-tidele. Brand:
Død uden bod. Død som hun har leved. Agnes:
Rejs, Brand og Deres barn er frelst. Agnes:
Hej der, hvem kaster sten? Gerd:
Jeg traf. Brand:
Hør, barn; stands denne leg! Gerd:
Han skreg! Brand:
Hvem flyver? 6 Gerd:
Så du ikke høgen? Agnes: Vær på din post mod fogden. 2. LENGSEL EFTER DET ANDRE LIV Gerd:
O, mine børn! O, mine får!
Nu vender I til hjemmets arne;
lad anger eders øjne klarne,
og I skal se at godt det går. Gerd:
Vi ved, vår herre er så god;
han krever ej uskyldigt blod;-
og vor regering er tillige
så mild som knapt i noget rige;
og øvrigheden, amtmand, foged,
vil ikke gjøre jer det broget, Agnes:
og selv jeg er så kærlig som Jeg gav fra først en større pris;
vor tids humane kristendom;- jeg tror jeg gav mit livs forlis.
jer overmænd vil allesammen Se, Agnes, se den stripe blå,
med eder bo i fred og gammen. som solens glød nu kruser på;
O, mine børn! O, mine får! snart kruser den sig, snart den ler
Lyt til den gamle hyrdes stemme! snart er den sølv , snart er den rav
O, tænk jer om; hvad mægter I, det er det store friske hav
en ringe flok i vråen bårne? som du der yderst ser!
Kan I de bundne gøre fri? Men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
Brand: I vil kun lefle, lege, le
Sjøen skylled over fluen, vil tro så smått, men ikke se,-
mågen taug i uverjsgruen, Hvad kom det af, det lattervrid?
Hagglen slo min skralle skude; Jo, af den dunkelt følte splid
midtfjords lå vi, vandet fræste, imellem tingen, som den er,
mast og takkel hugg og hvæste, og tingen som den skulle være,-
sejlet, slitt i pjalter, blæste imellem det at måtte bære,
langt i le for havraks-fråden, og finne byrden altfor svær.
hver en nagle skreg i båden;-
udfor stup og udfor lider
gik der skred fra begge sider;
otte mænd med hvilte årer
sad som otte lig på bårer.
3. KAMP Brand:
Svimmeldybe nattegåde,
ingen mægter dig at råde.
Men på stupets sisdte skanser
sværmer danser, uden sind og sanser;-
Sjæle skulde skrige, bæve,-
men ej en blandt tusner øjner,
hvilket skyldberg det sig højner Agnes:
fra det lille ord: at leve.
7
Brand:
Krig! Krig? Gerd:
Hvis DE til våben kalder, blir De første mand der faller! Brand:
Betænk Dem, Brand; De står på skillet. Agnes:
Hvem pleier ej at ofre alt, når ej det synbar fordel galt? Gerd:
Det folk, jer hele styrertrop har dysset ind skal vækkes op! Brand:
Som kåret korsmand slå jeg skal, for åndens sejr i kødets fald. Agnes:
Hvis Herren for min død har brug, - velkommen flom og fos og slug! Gerd:
Det erpå tiden I forstår, han skrantet har i tusend år. Brand:
Og nu skal slægten skapes om, så sandt og visst jeg ved, at jeg til verden kom, som læge for dens sot og brist! Gerd:
Det formløst er i alle fald Agnes:
at træde op i fremmed kald, Klemt imellem fjeld og fjeld
og gribe ind og våge liv skygget om af tag og tinde,
foruden tvingende motiv stængt i rævnens halvnat inde
Jeg gør bestandig og min plikt,- skal mit liv fra nu af rinde
men altid indom mit distrikt. som en stur Oktoberkveld. Agnes:
Hvor fjeldet stænger, har mandemælet ingen magt! Brand:
Hvor fjældet svarer, lyder længer det ord som fult og stærkt blir sagt! Gerd:
Ud herfra til større vidder; her er ej rom for en ridder.
Hva skal jeg her?
4. KAPITULASJONEN Gerd:
De har de fleste. Agnes:
Og nu er Deres agt? Brand:
At bygge. Gerd:
Human er tiden; folk må mødes, ej imod hinanden stødes.
Husk på at dette land er fritt. 8
Brand:
Deres ideal er statens hanegal. Gerd:
De er i skuddet; de kan virke. Agnes:
Brand! Brand/Gerd:
Sammen skal vi bygge kirke. III. JULEKVÆLD I PRESTENS STUE
Agnes: Juleaften i prestegården. Det er mørkt i stuen. På bagveggen er udgangsdør; vindu på den ene siden, dør på den anden. Sørgeklædt. Brand:
Lys! Agnes:
Ser du julelyset, Brand? Brand:
Julelyset.
Blev jeg længe? Agnes:
Nej! Nej!
O, hvor du har det koldt;du må jo isne- Brand:
Nei! Agnes:
Hvor stolt; du vil ej lys og varme trænge. Brand:
Vil ej.
IV. VEJ LANGS FJELDVÆGGEN
1. VALGETS KALK Agnes:
Lad os gå; nu er det tid. Gerd:
Hvilken vej? Agnes:
Valgets kalk ta mig ifra! 9 Gerd:
Hustru er jeg; tør du byde,
skal jeg bøje mig og lyde! Agnes:
Det er dom i dette svar! Gerd:
Spørg dig selv om valg du har! Agnes:
Styrket dommen atter lød!
Tror du fuldt på Herrens kald? Gerd:
Ja! Og nu du sige skal
ordet over liv og død! Agnes:
Gå den vej din Gud dig bød! Gerd:
Lad os gå; nu er det tid. Agnes:
Hvor går vejen? Did? Gerd:
Nej - did! Agnes:
Hvor langt går kravet?
Jeg er dødstræt,- vingen faldt. Gerd:
Jeg har dig sagt, at slængt i havet
hvert offer er , som ej er ALT. Agnes:
Mit var ALT; jeg har ej mere! Gerd:
Dit offer følges må af flere.
Agnes:
KRÆV! Jeg har fattigdommens mod! Gerd:
Giv! Agnes:
Tag! Ak, Brand, du intet finder! Gerd:
Du har sorg i dine minder,- Agnes:
Du har din syndige længsles flod - 10 Gerd:
Jeg har mit pinte hjærtes rod! Agnes:
Riv ud! Riv ud! Gerd:
I afgrundsgabet
unyttig du dit offer slang,
ifald du hyler over tabet! Agnes:
Din Herres vej er brat og trang. Gerd:
For VILJEN er der kun det ene. Agnes:
Men NÅDENS - ? Gerd:
Bygt af offer stene. Agnes:
Den som ser Jehova, dør! Agnes:
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej! Gerd:
Luk dine øine -
Skal jeg? Agnes:
Nej! Gerd:
Du lider, Brand. Agnes:
Jeg elsker dig. Gerd:
Din kærlighed er hård.
Agnes:
Jeg følger, hvor du går.
Tror du at meningsløst jeg drog dig
af dansen og af legen ud, -
at for havlheds skyld jeg slog dig
med offerlydighedens bud?
Du er min hustru; jeg tør kræve
dig HELT, for kaldets liv at leve. Gerd:
Ja, kræv; men gå ej fra mig! Agnes:
Jo; jeg trænger stilhed, trænger ro. 11 Gerd:
Stæk min vinge, stæng for sjælen, Agnes:
Døgnets blylodd hæng om hælen. Gerd:
Bind mig, træk mig atter ned. Agnes:
Did. Gerd:
Hvorfra du selv mig hæved. Agnes:
La mig leve. Gerd:
Nej! Agnes:
Jeg kan ej tonen tvinge,
så den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til skrig! Brand, må jeg flytte ganske stille
på vindus-lugens stygge skille?
Kun lidt? På klem? Brand må jeg? Brand:
Nej!
Hvad gør du, Angnes? Gerd:
Stæng atter! Agnes:
Brand! Brand:
Stæng tæt, stæng tæt! Agnes:
O, vær ej hård; det er ej ret!
Brand:
Stæng! Gerd:
Stæng! Agnes:
Nu har jeg lukt og stængt.
Men trygt jeg tror, Gud er ej krængt.
Nu er jeg fri, Brand,- jeg er fri. Brand.
Ja, Agnes; nu har du sejret.
12 2. TUNGE TALE Kor:
Op, rust dig sjæl! Dit sverd fra lend! Til kamp for himlens odelsmænd! Ingen prutningmon i nøden, ingen eftergift i brøden; strækker ikke livet til, må du villigt gå i døden.
Gennem landet vil vi fare,
knuse alle sløvheds-rester
være mænd og være prester
prege nyt det slitte stæmpel
HVÆLVE RIGET TIL ET TEMPEL!
3. SYNDEFALLET Brand:
Agnes? Agnes:
Ja. Brand:
Du ser din plikt. Agnes:
Kvinde kom og tag imod;-
deles skal min overflod. Brand:
Deles? Agnes; deles?
Var det hele da for meget, da det kjøptes til dit eget?
Agnes, gav du alt? Agnes:
Brand! Brand:
Hvad vil du? Agnes:
Jeg har løjet - se, jeg angrer; jeg er bøjet. Brand:
Villigt? Agnes: Villigt!
V. OPPE I SNEEN
1. HIMMEL OVER BERGEN NN:
Halvandet år senere. Den nye kirken står fulferdig og smykket til innvielse. Elven rinder tæt forbi. Det er tidlig, tåget morgen.
13
Gerd:
Sorte syner ser jeg jage
lig et helridt gennem natten.
Tiden står i uverjskofte,
kræver skeden tom ved hofte.
Frender ser i strid jeg drage,-
brødre ser jeg sidde spage,
krøbne under gemseshatten.
Brittens kvalme stenkulsky
sænker sort seg over landet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle spire skønne;
stryger lavt, med giftstoff blandet
stjæler sol odg dag fra egnen,
dryser ned som askeregnen over oltidsdømte by.
Da er slægten vorden styg.
Gennem gruvens krumme gange
lyder nyn af drypvands-sange
frigjør malmens bundne fange,
glor med dvergens gridske øjne
efter guldets blanke løgne.
Og jeg øiner mer ennu,-
usseldommens hele gru,-
sjæl ej skriger, mund ej smiler,
flokker hamrer, mynter filer.
Værre tider, værre syner
gennem fremtidsnatten lyner!
2. PRESTENS NAVN PÅ GYLDEN GRUNN Agnes:
Orgelet som under det foregående har lydt dæmpet, bruser på engang stærkt og ender med en skærende mislyd. Lidt efter kommer Brand ud. Brand:
Jeg har ej ment den storhed som i fod og tommer kan måles! Agnes:
Jeg vil nu bare minne om hint projekterte tårn i Babel. Gerd:
Først har vort formandsskap beslutted at skænke dem en sølvpokal. Brand:
ALT har jeg ofret, for mit kald! Agnes:
Hvad stryges ud i stilhed? Hvad jævnes ud med mildhed?
Brand:
Mig drev gudsmagt op i fjeldet,- det sang i mig; søk skønhedsvældet. Gerd:
Af må alle kanter slibes, af må alle kviste knibes;
glat må De være, lig de andre, og aldri nogen særvej vandre
skal værket varigt vorde gjort! Brand: Tal kun, skær op, stik, riv og slid! 14 Gerd:
Springmarsj går for fort; på stedet marsj går for tregt.
For hvermand lige lange skridt.
For hvermand samme takt i foden.
Se, det er målet for metoden. Brand:
O, Agnes; hvi var du for veg; mig trætter denne tomme leg! Agnes:
Fjorden; var den og den gang lig styg og trang.
Det er bygevejr. Sang:
Med dig dro kærligheden ind,
som solklar vårdag i mit sind.
Hvad verden kaller kærlighed,
jeg ikke vil og ikke ved.
O, hvor inderlig jeg higer,
efter lys og sol og mildhed,
efter fredens kirkestilhed,
efter livets sommerriger. Gerd:
Der rinder solen. NN:
Let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Baglengs danser hun foran og smutter stedse fra ham. Uden at se, der har de nærmet seg en brat styrtnig ;
de står nu lige på randen. Gerd:
Skodden letter.
Jeg øiner alt de hvide sletter. Agnes:
Vis mig den gud, hvorom du taler. Du har jo malt ham har jeg hørt.
Han er vel gammel, ikke så? Brand:
Brudte sjæl, hvo bød dig fange vildsomt mig med afgrundssange! Gerd:
De er udnævnt til ridder. Brand:
Men denne gud er ikke min! Min er stor, Ubøjelig;
hvor din er døv, hvor din er sløv. Han er ung.
Gerd:
Vis meg dine hænder. 3. JES. 3,16 Agnes:
Aldrig, aldrig blir du lig ham,- 15
thi i kødet er du skapt;
gør hans gerning eller svig ham,
ligefuldt er du fortabt! Orm, du aldrig vorde lig ham,-
dødens beger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham
lig fuldt din dåd er dømt! Gerd:
Had! Had! En verdenskamp at ville,
det enkle ord, det lille. I skiller liv og lære;
for ingen gelder helt at være.
Jer streben er jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve. Kaldet er, sig selv at være,
sin egen sag til sejer at bære. At være helt sig selv. Kan jeg hjelpe jeg for fanden,
at jeg blev til den jeg er? MM:
Brand fulgt af mængden; kvinder, mænd og børn, hvoriblandt klokkeren og skolemesteren stimler sammen om ham. Brand:
En større jord. Dens runding står skarpt mot luften.
Jeg ser hav.
Luerøde slaglys lyser om skysløret tinde. Ørkenens øde er umålt.
Og der borte står store palmer som vaier i de hvasse vindene.
Intet livstegn er at finde i de sorte skyggene.
Jeg aner HAM. Tiden skal komme. Hver en gerning som skal gøres skuer han ned på.
Full af kærlighed og bedrøvelse. Mild som døden.
Røster runger NU du skabe skal og skapes. Du frelses eller går tapt.
Gør dit værk, det ansvarstunge: Befolk denne jord! 4. VALGETS KALK Lysbilde:
Menneskemassen strømmer op gjennem dalen. Det går en storm gennem mængden. Nogle viger og Brand hæves i vejret på mændenes skuldre. Mængden strømmer ind og bryder sig i vil uorden gennem festtoget. Brand:
Vælg mænd og kvinder! Agnes/Gerd:
Vi vil hjem! Brand:
Flyv fritt, flyv høit I Herrens mænd!
16
Agnes/Gerd:
Flyv frit, flyv høit I Herrens mænd! Brand:
Ja, stil vår sult og sluk vår tørst! Agnes/Gerd:
Ja, stil vår tørst! Brand:
Fremad over fjeldet først! Agnes/Gerd:
Fremad over fjeldet først! Brand:
En fiskestim! Agnes/Gerd:
På millioner! Brand:
Brød, guld til eders børn og koner! Agnes/Gerd:
Brød, guld til eders børn og koner! Brand/Agnes/Gerd:
Hvad vej! Kor:
Stor er tiden! Store syner gennem lyse dagen lyner! Lys er tændt hvor før var mørke; ett er liv og gud at dyrke! Brand:
Over viddens frosne bølge! Agnes/Gerd:
Over viddens frosne bølge! Brand:
Vis os vejen vi skal følge! Agnes/Gerd:
Vis os vejen vi skal følge! Brand:
Ind i natten. Agnes/Gerd:
Ind i natten.
Brand:
Gennem døden. Agnes/Gerd:
Gennem døden. Brand:
Bagom dæmrer morgenrøden.
17
Agnes/Gerd:
Bagom dæmrer morgenrøden. SKUDD I MØRKE - DE USYNLIGES KOR
5. OFFERET Lysbilde:
Ved den øverste sæter i bygden. Landskabet høiner sig og går over i store og øde fjeldvidder. Vox populi, vox dei. Agnes:
Stans og giv, hvad du tog! Er det hende? Der hun sidder. Vælg i mellom lyse vidder og den skumle sorgens krog! Gå med Gud du fagre frister; jeg skal bære til det brister. Agnes, følg mig som en søster! Lysbilde:
Han ser op; en dæmrende plæt åbner sig og vider sig ud i tågen; en kvindeskikkelse står der, let rejseklædt, med kåbe over skuldrene. Det er Agnes. Agnes:
Brand, hvad vil du? Hvad jeg må Rædselens ridt i drømmetågen, vil du ride fri og vågen? Jeg det må. Du, Einar! Ja, så er mit navn. O, kom, kom innerst i min favn! Behøves ej; jeg r i havn. Du vil ej dvæle?
Se, her er fest i dag.
Nej, tak;
min plads er hos de sorte sjæle. Jeg vil vite hvordan hun døde.
18
6. OPPKLARING Brand:
Skal jeg åbne skillets rammer, så det klare fulle lys
jager nattens skræk og gys fra hans sorte sovekammer?
Nej, der nede er han ikke! Julen er jo barnets tid;-
han får lov at komme hid; kanskje står han nu dernede,
strækker armen for å ta på sin moders pleksiglass. Brand/Agnes/Gerd:
Lød der ikke barnegråd? Alf jeg ved ej hjælp og råd!
Alf, jeg ved ej hjælp og råd! Sang:
Her er stængt din fader stængte ALF jeg tør ej åbne nu lydig lide barn er du aldrig du og jeg ham krænkte
O flyv hjem til himlen der er lys og der er glæde der er læg i børnevrimlen men lad ingen se dig græde sig ej at din fader lukked da du kom og banket på lidet barn kan ej forstå hva vi store voksne må SIG han sørged SIG han sukked SIG Kor:
Det var ham, som plukked smukke blade til en krans.
Kan du se den? Den er hans! Lysbilde:
Gerd kaster riflen til kinden og skytder. Hult drøn som af rullende torden lyder høit oppe fra bergvæggen. Brand farer op. Han skriger. Jeg har truffet. Brand krymper sig under det styrtende skred. Han sier opad:
Svar mig, Gud Kor:
GERD KASTER RIFFLEN TIL KINDEN
OG SKDER
HULT DRØN SOM AF RULLENDE
TORDEN LYDER
HØIT OPPE FRA BERGVÆGGEN BRAND
FARER OP
HAN SKRIGER JEG HAR TRUFFET BRAND
KRYMPER SIG UNDER DET STYRTENDE SKRED
HAN SIER OPAD SVAR MIG GUD
Last Updated: 13-Oct-98
